Prof. gæstespil HOMAGE d. 10. sept

Professionelt gæstespil fra Kulturmarkt i Aarhus får sin premiere på Skovlyst, når HOMAGE spiller torsdag d. 10. sept, kl 19.30. Forestillingen varer ca. 45 min.
Teatercaféen er åben, så man efterfølgende kan hygge sig over en kop kaffe, kage, et glas vin, en øl eller vand.

Billetter købes her: https://www.place2book.com/da/sw2/sales/6fdtlhfhbh?fbclid=IwAR0S49Ia6TzDR435ORy1b1v-t_5bTJTUKnI789v0fBevl-bJaO2kkQir0R4

Alt er usynligt

Der er ingenting på scenen, når Kulturmarkt spiller sin nye forestilling HOMAGE af instruktør Hans Rønne og Skuespiller Mette Rønne. Alle rekvisitter og medspillere er usynlige i forestillingen HOMAGE.

Det er en særlig fortælleteknik, som skuespiller Mette Rønne lærte på den russiske skuespillerskole, hvor hun er uddannet. Der var dét at arbejde med usynlige objekter en del af læseplanen og et fag med stopprøver, store krav og afsluttende eksamen. Det er ikke mime, som mange har set det hos den klovneagtige figur med hvidmalet ansigt og stribet bluse på Strøget. Det er en særlig naturalistisk mimeteknik, hvori luften behandles, som om den er alle rekvisitter, scenografi osv. Metoden har ikke været brugt som grundlæggende fortælleteknik i Danmark tidligere. Mette Rønne har valgt at bruge denne metode i HOMAGE, fordi den vækker publikums fantasi og forestillingsevne.

“Det er sjovt at se, hvor meget jeg kan bygge i publikumshoveder, uden de helt lægger mærke til det. Ofte opdager de det først,hvis jeg bevidst ødelægger det for dem. Udfordringen er at holde styr på alle de ting og mennesker på scenen,når alt er usynligt. Der skal man altså lige holde tungen lige i munden”, siger Mette Rønne

Kulturmarkts tidligere forestilling ’Den Komiske Tragedie’ druknede næsten i stjerner fra anmelderne. ’Virtuost, kraftpræstation, Masterclass i skuespilteknik og genial’, var nogle af de gloser, der blev brugt. “Det er jo dejligt at få gode anmeldelser, men også lidt angstprovokerende at skulle komme med en ny forestilling bagefter. Men sådan er spillet jo, så man må bare springe ud i det”, siger Mette Rønne.

Netop dét at være modig og vove sig ud på ukendt land, er et af temaerne i HOMAGE. Det er en fortælling om at blive sig selv og sortere larmen fra, så vi kan høre os selv. I forestillingen møder vi en kvinde, der længes efter noget nyt og satser. Måske lander hun på benene, måske går det hele galt.

Teaterinstruktøren Hans Rønne er af mange kendt for sine forestillinger,som har turneret landet rundt siden 1990erne. Hans forestillinger er kendetegnet ved en enkel historie om helt almindelige mennesker, som bakser med kærligheden. Hans Rønne har været med som konsulent og formet HOMAGE ud fra den bunke scener, Mette Rønne har udviklet. Materialet er til dels udviklet sammen med to komikere –Carsten Eskelund og Daniel 2Lill, som begge er valgt ud fra deres evne til at splitte en situation ad og sætte den sammen igen på uventede måder.

’Homage’ betyder ’Hyldest’, og i arbejdet med forestillingen har skuespiller Mette Rønne gennemgået alle de forestillinger, hun har set, siden hun var 8 år. Det er rigtig mange, men nogle særlige skiller sig ud, og dem har hun leget med i prøvelokalet. “Vi har ikke lavet kopier af de forestillinger, men indsat små elementer,som måske kan genkendes,hvis man har set de forestillinger. De er tænkt som en homage til de forestillinger, som har formet mig som skuespiller og teatermager”, siger Mette Rønne. Hun håber publikum kan blive inspireret til at se tilbage på deres eget liv og undersøge, hvad de selv er bygget af, og om noget eller nogen fortjener en homage fra dem.

Mette Rønne er skuespiller og grundlægger af Kulturmarkt. Hun har de sidste 4 år turneret med DEN KOMISKE TRAGEDIE. Hun er modtager af Journalist Inger Dams legat efter indstillelse fra Bodil Alling, Teatret Gruppe 38. Hun er tilknyttet Teatret Svalegangen i Aarhus, som kaptajn for dennes lille scene. Hun sidder i juryen for Scenekunstpriserne i Aarhus og laver podcasten Favoritfiasko om kreative menneskers liv og arbejde.

Find begivenheden på facebook: https://www.facebook.com/events/477458549625122