16.-18. april: Opførsel af Askepot

Ny og moderne version af ”Askepot” opføres af Sæby Scenens juniorhold

Sæby Scenens juniorhold inviterer på en magisk og moderne udgave af det klassiske eventyr Askepot. Denne version af fortællingen byder på friske twists, humor og overraskelser, der gør oplevelsen både sjov og familievenlig. På scenen står et hold på 25 engagerede skuespillere i alderen 5. til 7. klasse. Med energi og talent bringer de eventyret til live på ny. Man kan glæde sig til en forestilling fyldt med grin og teaterglæde. Spændende kan det da også være at se, om Askepot nu også får tryllet sine laser og pjalter om til en prinsessekjole og i så fald, hvordan det trylleri så skulle foregå. Forfatteren er teaterholdets ene instruktør Mette Thaarup – mangeårig skuespiller på Sæby Scenen. Med sig på lederopgaven har hun Rosemarie Grøn Lunøe, der også har været aktiv på teaterhold på Skovlyst for år tilbage. Sammen formår de at få børnene til at udfolde sig på bedste måde på scenen.

Forestillingen opføres 4 gange: Torsdag-fredag d. 16.-17. april spilles der kl. 18 og lørdag d. 18. april spilles der både kl. 11.00 og 14.00.

Det kan være klogt at få sikret sig en billet, som købes online på www.datsbilletten.dk. Sidst år var der totalt udsolgt – Derfor har man også valgt at lave en ekstra opførelse i år.

Billetterne koster 75 kr. for voksne og 50 kr. for børn (4 år – 7. klasse)