DA VI SMED BH’en spiller på Sæby Scenen.
Kom til en festlig aften i de nostalgiske rammer på Skovlyst midt i Sæbygaard skov, hvor både latter– og sangmuskler bliver løsnet igen og igen, når vi opfører musicalen “Da vi smed BHén”. …Og hvorfor ikke starte aftenen med et spændende tapasbord til en pris, der gør det til en tvivlsom affære at spise hjemmefra? Maden serveres fra kl. 17:30 og forestillingen starter kl. 19:00.
Køb billetter på: event IT | Sæby Scenen
DA VI SMED BH´ EN
Vi befinder os i efterdønningerne af hippietiden og rødstrømpernes regeringstid.
I kvindekollektivet ”Thit Fremad” holder man stadig idealerne højt, men kampgejsten udfordres af svigtende tilslutning og en stram økonomi. Rita med den glorværdige karriere som rocksangerinde og den tidligere tillidskvinde Lone prøver at holde sammen på stumperne, og da både den samfundsengagerede Fie og Ritas kusine Ida dukker op, så ser fremtiden pludselig lysere ud. Men sladderjournalisten Karsten Vildsted presser på for at vride de sidste historier ud af en tid, der måske allerede er skiftet, og han må sande, at kvinderne – på trods af hans journalistiske træning – Ofte er mere rapkæftede end ham selv. Trækker de endnu en gang bukserne af ham, så han må stå med r…. Bar? Og hvor blev Rose af? Forsvandt hun lige så pludselig, som hun var kommet? Og hvem var de hemmelige elskere, der besøgte hende om natten, selv om kvindekollektivet var lukket for mænd? Og lige præcis mænd er jo hovedfjenden, så da både Ritas søn Bjørn og Onkel Eik indfinder sig på matriklen samtidig med mureren Fenne, så bliver fronterne trukket op. Fabriksarbejdersken Lone blæser til kvindekamp iført sine maskuline attituder og praktiske arbejdsbeklædning! Men har hun også en feminin side? Konflikterne står i kø, mens økonomien presser på. Måske er Købmand Jørgensen den eneste, der kan redde ”Thit Fremad”?
Spørgsmålene hober sig op! Svarene bliver akkompagneret af kendte danske hits fra slut halvfjerdserne og starten af firserne. Det hele krydret med ikoniske sange fra tresserne der alle har publikumsvenlige ”syng med kvaliteter”. ”Da vi smed BH’en” er en romantisk komedie og musical, der med et kærligt glimt i øjet omhandler kvindekamp og ligeløn pakket ind i eftertidens humor og stemningsfulde genhør med musik vi alle husker.